Sebastians forældre har travlt med alt muligt kedeligt arbejde - men heldigvis har Sebastian sin tante Ketty, som forstår ham meget bedre.
Under et besøg hos tante Ketty får Sebastian en gammel, flot skrivemaskine. Det bliver begyndelsen på en usædvanlig rejse, hvor Sebastian virkelig skal bruge sin hjerne. Det viser sig, at virkeligheden måske slet ikke er, sådan som han gik og troede.
Hvem er vi? Har vi en fri vilje? Findes Gud? Hvad er intelligens? Hvem er den uhyggelige skikkelse i skoven? Hvem står bag www.metafysiskinstitut.dk? Og hvad er filosofi i det hele taget for noget?
Sebastian bliver vidne til et voldsomt slagsmål, der handler om penge. Pludselig er han en del af politiets efterforskning og skal udpege gerningsmanden. Det sætter gang i tanker som: Hvornår er man skyldig? Hvad er retfærdigt? Hvorfor straffer vi? Hvorfor blev den græske filosof Sokrates dømt til døden? Og hvor vigtige er penge i det hele taget?
Sebastians bedste kammerat, Vigga, bliver mobbet, fordi hun er mørk i huden. Sebastian har vildt ondt af hende og ved ikke, hvad han skal stille op. Da de skal til Kenya for at besøge Viggas bedstefar, ser de nogle fodaftryk fra en menneske-art, der levede for flere millioner år siden. Og så bliver de meget klogere på, hvor vi kommer fra, hvorfor det er dumt at mobbe - og hvor skrøbeligt livet kan være.